Mit navn er Rasmus Fabricius, og jeg er uddannet kiropraktor, cand.manu., fra Syddansk Universitet i Odense i 2004. Cand.manu. står for kandidat i klinisk biomekanik – en akademisk og praktisk uddannelse med fokus på undersøgelse, diagnosticering og behandling af bevægeapparatet.
Jeg har en særlig interesse for idrætsskader, som blev vakt allerede i 1995–97, hvor jeg læste bifag i idræt på Københavns Universitet. Denne interesse har jeg holdt fast i og videreudviklet gennem hele min karriere. Jeg er desuden uddannet idrætskiropraktor (2017) og har i 2011 taget uddannelse i ultralydsscanning af kroppens store led – begge uddannelser, der har styrket min evne til at stille præcise diagnoser og målrette behandlingen.
Jeg har mange års erfaring med behandling af både børn, spædbørn og voksne og har haft et tæt samarbejde med børnefysioterapeuter og sundhedsplejersker i Næstved Kommune. Min erfaring og faglige engagement har ført til, at jeg siden 2012 har været censor på kiropraktoruddannelsen på Syddansk Universitet.
Som kiropraktor brænder jeg for at lindre eller fjerne smerter og forbedre funktion i hverdagen. Jeg har særlig viden og erfaring med smerter i ryg, nakke, hofte, knæ og skulder, men også med hovedpine, diskusprolaps og overbelastningsskader i forbindelse med sport.
I min behandling lægger jeg vægt på grundig undersøgelse, tydelig rådgivning og individuel behandling. Jeg bruger forskellige manuelle teknikker og kombinerer dem ofte med trænings- og øvelsesterapi – for det er vigtigt for mig, at du ved, hvad du selv kan gøre for at få det bedre.
Privat bor jeg i Roskilde med min kone, og jeg har tre voksne børn.